Allerøds borgmester Clara Rao (V) har en personlig begrundelse for sit politiske engagement.
Som mange andre unge forlod hun Allerød efter gymnasiet og flyttede til København for at studere. Da hun og hendes mand senere fik børn, valgte familien at flytte tilbage. De ønskede, at børnene skulle have den samme gode barndom og skolegang i Allerød, som de selv havde haft.
Men familien vendte hjem på et vanskeligt tidspunkt. Kommunen skulle spare, dagtilbud blev samlet i større enheder, og skoler stod over for sammenlægninger. Det gjorde Clara Rao bekymret for hvad Allerød Kommune var ved at udvikle sig til.
Hun engagerede sig derfor sammen med pædagoger og andre forældre i etableringen af et privat dagtilbud. Arbejdet gav hende et første indblik i kommunalpolitik – både i de muligheder, der findes, og i det, hun mente kunne gøres bedre.
Det blev hendes vej ind i politik og siden til posten som borgmester. Hendes ambition er, at Allerød skal være en kommune, hvor man kan leve – hele livet – som barn, ung, voksen og senior.
Clara Rao står nu i spidsen for en kommune med store ambitioner, men også vanskelige beslutninger foran sig. Nye plejehjemspladser, udvikling af naturen, gode forhold for børn og unge og en bæredygtig kommunal økonomi er blandt de opgaver, der skal finde deres løsning.
Hun lægger samtidig op til en borgmesterperiode, hvor borgerne skal kunne mærke, at rådhuset repræsenterer dem. Det kræver åbenhed om både muligheder og begrænsninger – også når kommunen endnu ikke har alle svarene.
Det er en sympatisk ambition. Blovstrød LiV vil derfor gerne invitere Clara Rao til en samtale om, hvordan den skal omsættes i praksis: Hvilken kommune ønsker hun at stå i spidsen for, og hvordan vil hun skabe større nærhed mellem borgerne og rådhuset?
Det har vi inviteret os selv op på Rådhuset d. 21. oktober 2026 for at drøfte videre med hender. Stay tuner ….

Skriv et svar